Spring til indhold

Hvad er Brexit?

’Brexit’ er betegnelsen for Storbritanniens udtræden af EU.

Den 23. juni 2016 stemte den britiske befolkning om, hvorvidt Storbritannien skulle forlade EU. Resultatet var et flertal for at forlade EU: 48,11 procent stemte ”remain” - 51,89 procent stemte ”leave”.

Den 29. marts 2017 meddelte Storbritannien officielt, at Storbritannien ønsker at forlade EU. Erklæringen til EU blev indgivet under artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Herefter er der ifølge traktaten som udgangspunkt to år til at gennemføre processen for Storbritanniens udtrædelse. Storbritannien forlader derfor EU den 29. marts 2019.

EU og Storbritannien forhandler i øjeblikket om en udtrædelsesaftale, der vil sætte betingelserne og reglerne for, hvordan Storbritannien forlader EU. EU og Storbritannien er principielt blevet enige om en lang række punkter til den aftale. For eksempel er man enige om, at en såkaldt overgangsperiode skal træde i kraft fra 30. marts 2019 og løbe frem til udgangen af 2020. I denne periode vil Storbritannien ikke længere være EU-medlem og derfor ikke være repræsenteret i EU’s institutioner, men alle EU’s regler vil stadig gælde for britiske borgere og virksomheder. Samtidig vil man så i overgangsperioden kunne forhandle om, hvordan det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien skal se ud. Du kan læse mere om, hvad der forhandles om her.

Overgangsperioden og de mange andre dele af udtrædelsesaftalen vil dog kun træde i kraft, hvis EU og Storbritannien bliver enige om alle dele af udtrædelsesaftalen. Ingen delelementer i aftalen vil falde på plads, før hele aftalen er faldet på plads.

Det kan ikke udelukkes, at EU og Storbritannien ikke kan blive enige om én samlet aftale inden den 29. marts 2019 (det såkaldte ”no deal” scenarie). I så fald vil Storbritannien fra den ene dag til den anden overgå til at være et tredjeland i forhold til EU. Storbritannien vil med andre ord udtræde uden samarbejds- og handelsaftaler med EU. Det vil få konsekvenser specielt for virksomheder, der er vant til at handle med Storbritannien på indre markedsvilkår. Du kan læse mere om, hvordan regeringen forholder sig til, hvis ikke der opnås enighed om en aftale her.

KONTAKT

Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K
brexitinfo@um.dk

 

NYTTIGE HJEMMESIDER

EU-oplysningen
Kommissionen