Spring til indhold

Borgerlige stemmer, der arbejder - for budgettet

Lene Espersens indlæg i Jyllands-Posten den 13. november 2010.

Af LENE ESPERSEN formand Det Konservative Folkeparti

Borgerlige stemmer, der arbejder. Et velkendt konservativt motto - og nu også en rammende betegnelse for statens husholdningsbudget for 2011. Konservative og Venstre har sammen med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vist, at vi om nogen er garanter for den ansvarlige linje.

Vi finansierer alle initiativer krone til krone. Det er fornuftig konservativ politik, som sikrer, at vi ikke overdrager en tung gældsbyrde til vores børn og børnebørn.

Finansloven illustrerer også, at vi har fokus på de helt centrale bidragydere til det danske velfærdssamfund - uden vækst i det private erhvervsliv har vi ikke råd til at fastholde den nuværende velfærd. Vi er glade for den offentlige service, men der er ikke plads til, at den vokser mere.

Den private sektor
Vi konservative har hele tiden ment, at den private sektor er en vigtig og afgørende medspiller, når det handler om at arbejde sig ud af den internationale krise. På vores sommergruppemøde i år gav vi netop udtryk for, at vi vil sætte erhvervslivets vilkår højt på dagsordenen. Vi gjorde bl. a. opmærksom på, at det er nødvendigt at lempe iværksætterskatten og forskerskatteordningen, så vi lettere kan tiltrække højtkvalificeret, udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Derfor er det også meget tilfredsstillende, at vi har fået disse ting gennemført i finansloven.

I sommer fremhævede vi også, at vi ikke har gjort det godt nok i forhold til de små og mellemstore virksomheder. Derfor styrker vi nu markedet for risikovillig kapital med op til 10 mia. kr. Det vil forhåbentlig gøre en kæmpe forskel for de mange iværksættere og små og mellemstore virksomheder, der i dag har svært ved at rejse finansiering til deres vækst- og udviklingsaktiviteter. Det forventes faktisk, at der skabes mindst 7.000 nye arbejdspladser med disse midler.

Turismeerhvervene
Vi hjælper turismeerhvervene ved at hæve bundfradraget ved udlejning af sommerhuse og lette momsen på hotelydelser. Vi ændrer også multimedieskatten ved at halvere skattebetalingen for den ene ægtefælle i forhold til de nuværende regler.

Endelig er vi konservative glade for, at vi på sundhedsområdet har fundet yderligere midler til kræftbehandling.

Det går heldigvis fremad med behandlingen i Danmark, hvilket blandt andet skyldes regeringens Kræftplan I og II, men der kan gøres meget mere.

Derfor lancerer regeringen Kræftplan III, hvor vi tilfører yderligere 810 mio. kr. til området over fire år. Det kommer til at betyde, at vi hurtigere finder kræftdiagnoser og dermed kan igangsætte en behandling på et tidligere tidspunkt i forløbet.

En ansvarlig finanslov
Alt i alt har vi fået en ansvarlig finanslov, der sikrer, at dansk økonomi får et skub til at klare sig igennem krisen. Men vi har også fået en finanslov, hvor vi ikke alene afsætter midler til økonomisk stabilitet, men også til forebyggelse og sundhed. Det har fra begyndelsen været et konservativt mål at forbedre vilkårene for det private erhvervsliv og dermed styrke væksten i Danmark - og med aftalen for 2011 er vi nået et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Vi konservative påtager os ansvaret for at være borgerlige stemmer, der arbejder.

»Vi finansierer alle initiativer krone til krone. Det er fornuftig konservativ politik, som sikrer, at vi ikke overdrager en tung gældsbyrde til vores børn og børnebørn.«