Spring til indhold

Et godt værktøj mod pirater

Kronik af Udenrigsminister Lene Espersen (K), forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) og udviklingsminister Søren Pind (V) i Jyllands-Posten den 3. januar 2011.

Når stater går helt i opløsning, opstår der hvide pletter på verdenskortet, hvor ingen rigtig ved, hvad der foregår. De hvide pletter destabilisere nabolandene, men truer også vores sikkerhed. Derfor sætter vi nu ind i krydsfeltet mellem sikkerhed og udvikling.

Nadif og Khalid er somaliere, og de har valgt en karriere som pirater.

Deres mål er at kapre internationale handelsskibe i Adén Bugten ved Afrikas Horn, og deres motiv er løsepenge fra udenlandske rederier.

Nadif og Khalid er ikke udstyret med træben, sabel eller klap for øjet, men med en motorbåd, GPS og maskinpistoler. De har fisket siden barnsben og færdes sikkert på havet. Så er der Muhammed og Akram, der er ansat i Yemens kystvagt.

De har til opgave at sikre fri sejlads gennem yemenitisk farvand, men som det fattigste land i Mellemøsten, der samtidig hærges af borgerkrig og radikalisme, har Yemen ikke råd til at udruste sin kystvagt ordentligt. Muhammed og Akram sejler derfor rundt i små, langsomme patruljebåde, der højst kan være til søs i 24 timer. Ligesom de fleste af Muhammeds og Akrams kolleger har de faktisk aldrig lært at svømme. Chancerne for, at de to kan forhindre Nadif og Khalid i at deltage i kapringen af et dansk handelsfartøj ud for Yemens kyst, er meget små.

Eksemplet er fiktivt, men udfordringen er reel. I gennemsnit passerer omkring 20.000 skibe gennem Adén Bugten hvert år, og et anseeligt antal af dem er danske i lyset af, at den danske handelsflåde transporterer ca. 10 pct. af verdenshandlen.

Landene i regionen er ude af stand til selv at forhindre det omfattende pirateri, som udgår fra Somalias kyster, og det er i dag Nato, EU og en international koalition, som har ansvaret for at sikre den internationale skibstrafik i bugten.

Det danske krigsskib "Esbern Snare" medvirker i Nato-missionen, som går under navnet "Operation Ocean Shield".
Den internationale tilstedeværelse i Adén Bugten vidner om et stærkt ønske om at løse problemet.

Det ændrer dog ikke på, at det naturligvis ville være bedst, hvis regionens lande selv kunne forebygge pirateriet.

Regeringen har nu besluttet at anvende 150 mio. kr. om året i en såkaldt "globalramme" til projekter i skrøbelige og konfliktramte stater som eksempelvis Yemen og Somalia. Projekter, der skal fremme stabilisering, udvikling og lokal kapacitetsopbygning, og som har til formål at skabe mere synergi mellem Danmarks militære og civile indsatser i verdens brændpunkter.

Globalrammen er et udtryk for, at det i langt de fleste tilfælde ikke er muligt at opnå varige resultater med soldater og kampvogne alene.

Det har vi fra dansk side vidst længe, og på internationalt plan har Danmark i årevis arbejdet for at udbrede budskabet om, at samtænkning mellem den militære indsats, det civile genopbygningsarbejde, hvortil politiet bidrager, og udviklingsbistanden er afgørende for succes i konfliktområder.
Det viser erfaringerne fra Irak og Afghanistan med al ønskelig tydelighed.

I løbet af de kommende måneder vil globalrammen finansiere en række projekter, der er møntet på at imødegå sikkerhedstruslerne dér, hvor de udspringer. Støtte til opbygning af en mere effektiv kystbevogtning i Yemen er ét af projekterne, hvor vi nu udsender en dansk fact-finding-mission til landet for at kortlægge de præcise støttebehov.

Et andet projekt er rettet mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i Østafrika. Her rejste embedsmænd fra Udenrigsministeriet og Bagmandspolitiet for halvanden måned siden til Etiopien for i samarbejde med deres etiopiske kolleger at undersøge, hvordan kontrollen med de store pengestrømme mellem østafrikanske emigranter i Europa og deres hjemlande kan styrkes, så penge, der eksempelvis overføres fra en kiosk på Nørrebro, ikke havner i de forkerte hænder.

Ambitionen er at få etableret særlige efterretningsenheder i Etiopien og Kenya, der kan holde opsyn med pengestrømmene og forhåbentlig hjælpe med at optrevle bagmændene bag overførsler til terrorgrupper som det somaliske al-Shaabab-netværk.

Gennem globalrammen støtter Danmark desuden sammen med de øvrige nordiske lande opbygning af østafrikansk kapacitet til at indsætte tropper i Den Afrikanske Unions fredsstøttende operationer.

Derved kan vi støtte AU's rolle i stabiliseringen af skrøbelige og konfliktramte lande. Et tredje fokusområde for globalrammen er regionen omkring Afghanistan og Pakistan. Bekæmpelse af narkotikasmugling er helt centralt for at dæmme op for en af Talebans store finansieringskilder.

I forlængelse af Danmarks storstilede indsats i Afghanistan går vi nu ind og styrker samarbejdet om grænseovervågning mellem lande som Afghanistan, Pakistan, Iran og Tadsjikistan. Det vil forhåbentlig ramme Taleban på pengepungen.

Globalrammen finansierer projekter, der ligger i krydsfeltet mellem sikkerhed og udvikling, og personale fra det danske forsvar og bistandseksperter kommer til at arbejde i nogle af de farligste og mest ustabile konfliktområder, der findes.

Det er typisk også dér, hvor mulighederne for at gøre en markant forskel både for den hårdt plagede lokalbefolkning og for vores egen sikkerhed her i Danmark er størst.

Ligesom på aktiemarkedet eksisterer der her en tæt sammenhæng mellem risiko og afkast. Piratangreb på danske handelsskibe er én ting. Øksemanden, der troppede op i Viby for knap et år siden og forsøgte at myrde Kurt Westergaard i hans hjem, havde som bekendt tilknytning til det somaliske terrornetværk al-Shaabab.

Truslen fra skrøbelige stater manifesterer sig derfor ikke kun i fjerne afkroge tusinder af kilometer væk, men kan også blive til uhyggelig virkelighed hos os selv i Danmark.

I de kommende år må vi forvente, at flere og flere trusler bliver globale og derved udvisker grænserne for, hvad der sker "hos dem" og "hos os".

Regeringen vil bruge midlerne i globalrammen, når muligheden byder sig for, at Danmark kan yde et konkret bidrag til kampen for fred, sikkerhed og udvikling i nogle af verdens mest konfliktramte regioner.

Og vi mener netop et bidrag, for i denne kamp er det naturligvis nødvendigt for et lille land som Danmark med begrænsede ressourcer at dele de økonomiske og menneskelige omkostninger med andre ligesindede lande.

Mange af projekterne vil blive gennemført som led i internationale operationer eller via multilaterale organisationer såsom FN og EU. Dernæst må vi forberede os på, at der meget vel kan komme tilbageslag undervejs, for det er ikke uden risiko at involvere sig i lande som Yemen, Somalia, Pakistan, Iran og Tadsjikistan.

Sådan er nu en gang vilkårene, hvis Danmark skal være med til at flytte noget i verdens konfliktpunkter, og som de ansvarlige ministre er vi overbeviste om, at netop denne type "samtænkte" indsatser, der inkorporerer det militære, det civile og det udviklingsmæssige, er vejen frem i den nye verdensorden, som tegner sig i dag. En verdensorden, hvor de største trusler mod Danmarks sikkerhed ikke udgår fra overmægtige stater med en aggressiv udenrigspolitik, som det var tilfældet i gamle dage med Nazityskland og Sovjetunionen, men derimod fra verdens mest afmægtige lande, der ikke kan håndhæve lov og orden, og som nemt bliver hjemsteder for terrornetværk og organiseret kriminalitet.

Og når stater går helt i opløsning, opstår der hvide pletter på verdenskortet, hvor ingen rigtig ved, hvad der foregår. Disse hvide pletter har det med ikke kun at destabilisere deres nabolande, men også at true sikkerheden på vore breddegrader.

Også af denne grund er der fra dansk side mere end nogensinde brug for en global tilgang uden kunstige skyklapper mellem ressortområder eller bureaukratisk kassetænkning.

Med globalrammen har vi givet Danmark et godt værktøj til at handle globalt, og det skal vi gøre både for vores egen skyld og for blandt meget andet at give Nadif og Khalid andre karrieremuligheder end et liv som pirater.