Spring til indhold

Handels- og investeringsministerens taleved BRIK-Denmark konference

Afholdt i Vejle den 14. november 2011.

Det er det talte ord som gælder.

Tak til BRIK-Denmark for at arrangere dette spændende netværksmøde med fokus på Indien.


Udveksling af viden og erfaring er nøglen til succes for danske virksomheder, når det drejer sig om nye markeder som Indien. Danmark er desværre fortsat påvirket af den omfattende økonomiske krise. Det påvirker i høj grad også danske virksomheder. Krisen mærkes særligt i Europa og i USA, så meget taler for at kigge i andre retninger, når den fremtidige vækst skal identificeres. Og her kommer Indien ind i billedet og byder på masser af nye muligheder. Indien er en af BRIK’erne og dermed en vigtig vækstmotor, men Indien står også overfor udfordringer, som vi fra dansk side kan bidrage med løsninger til. På den måde optræder vi ansvarligt på de udenlandske markeder – i dette tilfælde Indien - og det ligger mig meget på sinde, men lad mig komme tilbage til Indien.


I regeringen har vi sat os for, at kurven skal knækkes: Jeg ser det som den allervigtigste udfordring at få øget væksten og beskæftigelsen i det danske samfund. Det kræver nytænkning og begavede løsninger koblet med fokus på bæredygtighed og en helt anderledes åbenhed overfor det globale samfund, og det er præcis det, som den nye regering og jeg står for. Vi skal lave en tæt kobling mellem danske styrkepositioner og behovene på de enkelte markeder. Men vi bliver også nødt til at gøre op med vanetænkningen og betræde nye stier på vækstmarkederne. Det er min
klare opfattelse, at vi i vores iver efter at generere vækst ikke må miste fokus på globale udfordringer i form af klimakrisen, de utilstrækkelige vandressourcer og det stigende problem omkring mængden og kvaliteten af fødevarer. Vores strategier – og her taler jeg sådan set om den samlede, vestlige verden – skal konstant holde sig disse hensyn for øje.


Vækstmarkederne i forhold til nærmarkederne er ikke et ”enten-eller”. Det er et ”både-og”. Vores gode og solide markeder, f.eks. i Tyskland og Sverige skal fastholdes, men vi bliver nødt til at få meget bedre fat i vækstmarkederne. Som et element i regeringsgrundlaget vil vi udarbejde konkrete strategier for BRIK-landene. Strategierne skal være målrettede og handlingsorienterede og fokusere på danske spidskompetencer som vand, energi, velfærdsløsninger og bioteknologi. Jeg regner med at kunne fremlægge strategierne i det nye år – helt konkret i februar.

Konkret vil jeg også sætte ekstra fokus på programmer rettet mod små og mellemstore virksomheder, ”Eksportstart Vækst”, som har til formål at give særlig støtte til SMV’ere på vækstmarkederne. Et andet eksempel er Vitus Vækst, hvor udvalgte virksomheder kan få en langt mere omfattende støtte og rådgivning, når de starter på nye vækstmarkeder. Vi ved nemlig, at det er sværere for SMV’ere at håndtere barrierer på markederne langt væk fra Danmark.


Tilbage til Indien: mens det går langsomt eller sågar tilbage i Euroland, så tordner den indiske økonomi frem. Med vækstrater på over 8 pct. - og som forventes at fortsætte i adskillige årtier – tror eksperterne på, at den indiske økonomi i 2050 ca. vil være på størrelse med den amerikanske og dermed verdens næststørste. Ny verdensorden, som vi alle skal vænne os til. Og et anderledes selvbevidst Indien med langt større politiske ambitioner. Men også et Indien, der selv i stigende grad lægger vægt på f.eks. klimaspørgsmål.


Flere af jer er sikkert i gang i Kina, verdens største økonomi i 2050. Det har givet masser af vækst til danske virksomheder. Men min opfordring skal være, at I også kigger mod Indien og udnytter landets store muligheder. Man bør ikke lægge alle æg i en kurv; Inden er et glimrende supplement til Kina; for mange er det – igen – et ”både-og”.

Alt for få ser på Indien. Kun ca. danske 120 virksomheder er til stede i Indien. Og vores vareeksport til Indien udgør kun ca. ½ pct. af den samlede danske eksport. Vores investeringer i Indien er tilsvarende små. Så der er plads til store forbedringer.

Kendskabet til Indien i Danmark er begrænset. Og fyldt med fordomme. Behov for at afmystificere Indien og tegne det rigtige billede, så flere danske virksomheder kan bidrage med kompetencer og teknologi, som inderne efterspørger. Dette er præcis formålet med dagens konference.

Lad os se på, hvad det er, der gør Indien interessant?
o Stor og voksende befolkning (ca. 1,2 mia.); i nær fremtid verdens største. Dog stadig med stor del af befolkningen i de fattige landområder.
o Verdens største demokrati (kan have sine omkostninger i form af langsom implementering)
o Stor del af befolkningen er veluddannet og taler engelsk (mange universiteter på højt niveau)
o Flair for forskning og udvikling
o Britisk indflydelse, bl.a. på retslige system = stor fordel

Og potentialet er stort og næsten uoverskueligt:
o Mere end 200 millioner mennesker i den købedygtige mellemklasse. Og så har vi de stenrige oveni!
o En nødlidende infrastruktur stiller krav om løsninger, som Danmark kan byde ind med.
o En voksende industrialisering, som oplagt vil aftage avancerede danske løsninger; på tværs af sektorer.

Hvilke danske kompetencer, bør der fokuseres på:
o Energi: Indien satser på hele paletten af energi fra det fossile over det vedvarende til det nukleare. Den indiske vækstmotor har behov for ”benzin”, men ”benzinen” skal være miljørigtig og tage højde for klimaet. Desuden behov for energieffektivitet. Og vandløsninger er også i høj kurs, da vand er Indiens måske største problem.
o Fødevarer og udstyr til fødevaresektoren: der er en stigende efterspørgsel efter vestlige varer samt efter udstyr, der kan bearbejde fødevarer. Dog er præcis dette område fortsat præget af markante barrierer (svært at indføre svinekød, veterinære barrierer, m.v.). Hvis vi kan løfte Indien på fødevareområdet, har vi i den grad leveret en yderst kritisk ”vare”.
o Sundhedssektoren: den omtalte middelklasse bruger sin købekraft på sundhed og velfærd. Derfor bliver farmaprodukter og udstyrssiden (medical device) efterspurgt. Men også Indiens fattige skal tilgodeses på sundhedsområdet.
o Infrastruktur: det er som sagt et nødlidende område i Indien. Danmark har spidskompetencer på områder som broer, lufthavne (og udstyr til lufthavne) og bygning af kraftværker.
o Service og særligt transport (søfart) er et meget stort område og indgår ikke i samhandelsstatistikkerne.

De fleste forbinder Indien med servicesektoren og som destination for outsourcing af f.eks. IT. Indien er dog i stigende grad et afsætningsmarked. Og i den anden ende af skalaen har danske virksomheder som Grundfos, Vestas og Novozymes oprettet R&D centre.

Innovationskraften skal i høj grad bruges til at tilpasse vores indsats til de særlige vilkår og de mange fattige i Indien. Hvis vi erkender dette, så er muligheder – som så pludselig omfatter hele det indiske samfund – næsten ikke til at overskue!

Indien under kommerciel omvæltning. Rammebetingelser for opsætning af produktion har været utilstrækkelige; i dag er Indien på vej til at blive et industrielt land. Industrien yder dog stadig kun bidrag på 29 pct. til BNP. Og landbruget er fortsat Indiens achilleshæl med langt den største del af indere beskæftiget; området bidrager kun med ca. 16 pct. til BNP.

Dog vigtigt at huske, at man ikke kommer sovende til noget i Indien. Korruption og bureaukrati er store udfordringer i Indien.
o Korruption gennemsyrer samfundet, men nu stor folkelig modstand. Fra dansk side skal vi huske etikken og være et godt eksempel.
o Bureaukrati gør det svært at agere i.f.t. indiske myndigheder
o Beskyttelse af immaterielle rettigheder er endnu en udfordring. Dog bedre muligheder for beskyttelse end i Kina

I kan regne med, at vi – ambassaderne ude, Eksportrådet hjemme og også jeg selv – står klar til at hjælpe jer. Vækstmarkederne og Indien er på toppen af vores agenda. Og klart, at det som SMVer i f.t. Indien kræver særlig indsats. Den må vi sørge for. Og her vil jeg anbefale gode indiske partnere og organisationer, der matcher jeres behov. Mindre virksomheder styrkes meget i et kollektiv. Konsortiet kan være vejen frem.


Min konklusion er, at vi er godt i gang i Indien. Der skal bare skrues langt højere op for ”volumen”. Dog aldrig på bekostning af tilpasningsevnen og den holistiske forståelse af Indien behov. Vi må huske kritisk at spørge os selv: handler vi rent faktisk begavet?


Det er en alvorlig sag, at Indien har nedkølet forholdet til Danmark. Denne regering er optaget af at styrke relationerne til BRIK-landene – og altså også Indien. Genoprettelse af det gode forhold til Indien står højt på vores dagsorden. Nedkølingen af forholdet har ramt det officielle Danmark. Det betyder selvfølgelig et tab af muligheder for at udvikle samarbejdet. Der er os bekendt ingen danske virksomheder, der er blevet direkte ramt. Der er så vidt vides ingen ordrer, der er blevet annulleret.

Regeringen vil naturligvis arbejde for at få genetableret det gode forhold til Indien. Det vil vi gøre gennem diplomatisk dialog – samtidig med at vi ufortrødent vil dyrke mulighederne for samarbejde på konkrete områder af fælles interesse.

Indien er ikke blot en BRIK i den vestlige verdens økonomiske puslespil. Det er en vækstmotor, hvor danske virksomheder skal være til stede. Det er den tunge og luntende elefant, der er blevet til den brølende, indiske tiger.

Jeg tror virkelig på Indien. Og er sikker på, at I med den rette cocktail af ansvarlighed og vækstlyst kan lave store successer for jeres virksomheder i Indien og samtidig skabe arbejdspladser i Danmark. Men se at komme i gang. Det indiske tog venter ikke på perronen. Så hop på, mens tid er. For Indien må og skal indgå i vores ligning for vækst.

Write html text here