Spring til indhold

Pia Olsen Dyhrs tale ved ramadanmiddag på Christiansborg 17. august 2012

-

Det talte ord gælder


Danmark er et kulturelt og historisk fællesskab. Men dette fællesskab er ikke og må aldrig blive en lukket fest.

Vores styrke er at være et åbent fællesskab, som favner bredt, rummer forskellige kulturer og religioner. Et tolerant land, der lader os inspirere af strømninger rundt omkring i verden og af folk, der kommer hertil. Vi skal være et land, der vil verden!

Vores fællesskab skal være stærkt nok til, at kunne indoptage det nye og anderledes. Vi skal være stolte af de værdier såsom ligestilling, tolerance, social retfærdighed og demokrati, som dette samfund hviler på samtidig med, at vi møder nye kulturer med åbent sind og en insisteren på, at inspirere resten af verden med vores værdier og samfundsmodel.

I stedet for pr. automatik at møde det fremmede med angst og skepsis, så lad os udnytte de enorme ressourcer, der for eksempel er i de mange højtuddannede nydanskere. Det er absurd, at vi i Danmark har tusindvis af højtuddannede nydanskere, som ikke benytter deres uddannelse. Mange højtuddannede nydanskere har også gennem særlige sproglige kundskaber og kendskab til lande fjernt fra Danmark nogle helt særlige kompetencer. Vi skal derfor have oprettet en langt bedre match-making model, så vi får alle disse kompetente mennesker ind i eksempelvis virksomhedernes eksportafdelinger!

Kun ved hele tiden at være på udkig efter de seneste udenlandske idéer og strømninger, ved offensivt at søge mødet med andre kulturer og kun ved at blande inspirationen udefra med al det, som vi selv har lært hjemmefra, bliver vi i stand til at forny og videreudvikle Danmark.

Det gælder både åndeligt og materielt. Det gælder i høj grad også i forhold til muslimske traditioner og muslimsk kultur. Kaster vi et kort blik på Danmarkshistorien, er det slående, i hvor høj grad netop idéer og inspirationen udefra har givet liv og næring til udviklingen af Danmark.

Tag Den Store Arabiske Ekspedition i 1700-tallet. Tag en H.C. Andersen, der rejste Europa tyndt og brugte de mange indtryk fra udlandet til at skrive sine verdensberømte eventyr.

Tag Grundtvigs englandsrejser, Kierkegaards studieophold i Berlin, og Thorvaldsen, der tilbragte hele 40 år i Rom. Eller Troels Kløvedal, der med sine mange rejser på ”Nordkaperen” har bragt fjerne egne ind i de danske stuer og vist os andre måder at leve livet på. Listen af ”store danskere”, der har beriget Danmark blandt andet i kraft af deres møde med udlandet, er meget lang.

Det er det Danmark, jeg tror på og arbejder for hver dag. Jeg kan forsikre om, at det ligger mig meget på sinde.

Jeg håber i får en rigtig god Ramadan-fest.