Spring til indhold

Udenrigsministerens tale ved Århus Universitet

Afholdt 15. marts 2012

 

Tak for de pæne ord og velkomsten. Tak til rektor Lauritz Holm-Nielsen og til Aarhus Universitet for at lægge hus til vores arrangement her i dag. Og tak til alle jer studerende for at møde frem til vores debatmøde om dansk sikkerhedspolitik.

Jeg har set frem til at komme her og debattere sikkerhedspolitik med jer. Jeg ser også frem til de utvivlsomt vanskelige og skarpe spørgsmål, som I og de to opponenter har med i tasken. Det skal nok blive sjovt.

Men inden vi når dertil, vil jeg godt tale med jer om sikkerhedspolitik på en lidt anden måde end normalt. I dag vil jeg ikke bruge så meget tid på de konkrete danske indsatser rundt omkring i verden.

Jeg vil ikke tale så meget om, hvilke opgaver de danske soldater for eksempel løser i Helmand-provinsen, eller hvad civile danske observatører laver i Georgien.

Jeg vil i stedet lægge ud med at tale om, hvordan sikkerhedspolitik og det internationale trusselsbillede efter min mening har påvirket os mentalt.

Jeg vil gerne forsøge at reflektere lidt over, hvordan det årti har påvirket os, der begyndte med terrorangrebet i New York den 11. september 2001, og som – måske – endte med, at amerikanske elitesoldater dræbte Osama Bin Laden i Pakistan den 2. maj 2011.

I dét årti blev Madrid i 2004 og London i 2005 genstand for blodige bombeangreb og i 2009 havde et lille terrornetværk med tilknytning til al-Qaeda lagt detaljerede planer for et terrorangreb på Jyllands-Posten.

At terrortruslen rykkede helt ind på Rådhuspladsen i København eller manifesterede sig på uhyggelig vis ude i Viby blot 7 km herfra, da en somalisk mand den 1. januar 2010 brød ind i Kurt Westergaards hus med en økse i hånden, hvad har det gjort ved os?

Og hvad har den danske krigsdeltagelse over de sidste ti år betydet for os danskere på det menneskelige plan? Det spørgsmål vil jeg gerne vende med jer i dag.   

Årtiet fra 2001 til 2011 blev et ”frygtens årti” for os danskere. Frygten for terror. For globale terrornetværk som al-Qaeda og al-Shabaab, der både kan operere i verdens fjerne afkroge og helt tæt på os.

Frygten for, at en sindsforvirret fanatiker, født og opvokset i vores eget boligkvarter eller i vores naboland som eksempelvis en Anders Breivik, kunne være i gang med at planlægge et terrorangreb.

Den frygt kom til at styre meget af  dagsordenen i årtiet fra 2001 til 2011. Med den danske deltagelse i angrebskrigen mod Irak som et historisk lavpunkt. Og frygten for både den fjerne og den nære terror udviklede sig med tiden til en mere diffus og omsiggribende frygt for det fremmede og ikke mindst for dem, der tror på noget andet. Uanset vores indsatser, så har det ikke kunnet fjerne frygten i vores sind.

Selv om det kan være svært at indrømme, så må vi, set i bakspejlet, nok erkende, at det rent faktisk lykkedes terroristerne at komme ind under huden på de fleste i flere perioder.

Den enorme mediebevågenhed omkring al-Qaeda og deres vanvittige opfordringer til vold og ødelæggelse, indgød forståeligt nok frygt i sindet hos mange vestlige politikere og meningsdannere.

Derfra var der åbenbart ikke lang vej til at miste noget af proportionssansen og forfalde til letkøbte generaliseringer om muslimer. Der var heller ikke lang vej til mentalt at sætte et fejlagtigt lighedstegn mellem turban og langt skæg på den ene side og fanatisme og terrorisme på den anden side.

Det er kompliceret. På den ene side er der jo åbenlyst grund til en vis frygt og deraf følgende påpasselighed. Tag ikke fejl – terrortruslen er og har i årevis været reel. Vi skal også være beredt på at kunne sætte hårdt mod hårdt. Men vores svar skal være proportionale. Indsatsen skal hvile på et fundament af retssikkerhed og menneskerettigheder.

Den mere irrationelle og diffuse frygt – iblandet en god portion ideologisk dogmatik – førte i forskellige ender af skalaen bl.a. til 10 år med på den ene side menneskerettighedskrænkelser i Irak og på Guantanamo og på den anden side f.eks. uafladelige stramninger af dansk flygtningepolitik.
Det førte til stadig flere indskrænkninger i den personlige frihed. Jeg vil vove den påstand, at ”frygtens årti” betød et pres på de værdier og demokratiske grundpiller, som kampen mod ekstremisme og terror netop skulle beskytte. Og måske mere end noget andet har vores krigsdeltagelse over de sidste ti år kostet over 40 danske soldater livet. For et land af Danmarks størrelse er det et ganske betragteligt tab.

Så derfor bliver mit hovedbudskab til jer i dag, at vi nu i fællesskab – både som enkeltindivider og kollektivt som land – anstrenger os for at lægge frygtens årti bag os og går i gang med at arbejde for en ny dagsorden i international sikkerhedspolitik.

En ny dagsorden, hvor vi i højere grad tør stole på os selv. Vi skal selvfølgelig ikke være naive eller slække på vores terrorberedskab, men vi skal turde møde verden med både fornuft og tillid.

At være direkte i fastholdelsen af vores værdier om kønnenes ligestilling, demokrati, ytringsfrihed osv. I mødet med andre kulturer og værdisystemer – uden at blande det unødigt sammen med f.eks. terrorbekæmpelse.

Og vi skal for eksempel turde glæde os over det arabiske forår - i stedet for at være bekymrede for, hvad der måske kan ske, når diktatorerne falder.

Hverken økonomisk krise eller frygt for fremtiden, når det gælder sikkerhed, er hjælpsomme, når historien står og banker på.

I min levetid har historien efterhånden banket på en del gange. Første gang jeg blev meget bevidst om det, var da jeg som ung rejste rundt i Sydamerika. De højreorienterede militærregimer faldt ét for ét i den periode.

Anden gang var da de ligeledes højreorienterede diktaturer faldt i Sydeuropa, i Grækenland, Spanien, Portugal.

Og igen da de umenneskelige kommunistiske regimer faldt, da Muren i Berlin styrtedes i grus, og da Apartheid faldt i Sydafrika. Dér bankede historien for alvor på. Nu skal man jo altid være forsigtig med tal i min branche, men jeg vover det alligevel: Jeg vil tro at der er en 30-40 lande som, alene i min levetid, er gået fra diktatur til demokrati.

Nu banker historien så på igen: Stærkest i Nordafrika og Mellemøsten. Og der er med garanti ikke én eneste i dette lokale, jeg selv inklusive, der for 12-14 måneder siden havde troet det muligt, dét vi nu bevidner i Libyen, Egypten, Tunesien osv.

Og i disse måneder sker der utrolig opløftende og opmuntrende ting i Burma. Kan I huske billederne af rødklædte munke for få år siden, som blev brutalt fængslet? Store Facebook kampagner med ”Support the monks in Burma”. I disse uger sker der dramatiske fremskridt – og jeg havde ikke troet det muligt for blot få måneder siden. Det giver grundlag for optimisme.

Så: Vi skal kende vores besøgelsestid, når historien banker på. Vi skal vide at åbne døren og komme fremskridtet i møde. Også selv om vi ikke kan være sikre på, at udviklingen holder eller alt hvad der sker undervejs kun er godt. Vi skal turde se mulighederne. Også selv om vi ved at det bliver svært. Også selv om vi ved, at der kommer tilbageslag, og at der vil ske ting undervejs, som ikke er i orden. Men vi skal turde det alligevel. Vi skal turde træde ud af frygtens årti.

Det er klart, at man ikke sætter en ny international dagsorden fra den ene dag til den anden. Det kræver et langt sejt træk, men lad mig nævne tre konkrete fokusområder, som i hvert fald er styrende for mit eget arbejde for at få sat en ny sikkerhedspolitisk dagsorden. Det første fokusområde er samspillet mellem sikkerhed, udvikling og stabilisering. Det andet område er forebyggende sikkerhed, og det tredje handler om, hvad klimaforandringer kommer til at betyde for international sikkerhed i fremtiden.

Sikkerhed, udvikling og stabilisering hænger uløseligt sammen. Uden sikkerhed og stabilitet er det umuligt at få social og økonomisk udvikling. Se bare på Somalia. Og uden udvikling kan vi ikke opnå langsigtet stabilitet og sikkerhed. Vi har lært af erfaringerne – gode som dårlige – fra så forskellige lande som Mozambique, Nicaragua og Afghanistan, at alle instrumenterne skal i spil – og de skal spille sammen. Derfor har regeringen oprettet en freds- og stabiliseringsfond møntet på at finansiere danske indsatser, der ligger i dette krydsfelt.

Fonden vil frem til og med 2014 fordele 750 millioner kroner til såkaldt ”sammentænkte indsatser”, hvor der indgår militære, civile og udviklingsmæssige komponenter. Vi har allerede besluttet at anvende 215 millioner på en flerstrenget anti-pirateri indsats omkring Afrikas Horn.

Her vil vi ikke kun bruge vores skibe Esbern Snare eller Absalon til at jage somaliske pirater ude på vandet. Vi vil heller ikke nøjes med at bruge danske overvågningsfly til at lokalisere piraterne fra luften. Vi vil også gå målrettet ind med finansiel støtte og kapacitetsopbygning til den helt centrale del af pirateribekæmpelsen, som foregår på landjorden.

Med vores indsats på landjorden kommer Danmark bl.a. til at finansiere opførelsen af fængsler i Puntland til at huse dømte pirater og til at yde teknisk bistand til, at man kan retsforfølge somaliske pirater i Kenya på en forsvarlig måde. 

Et andet vigtigt program under freds- og stabiliseringsfonden handler om at bidrage til stabilisering i Afghanistan og Pakistan. Må jeg ikke sige om Afghanistan: Danmark har været der i 10 år. Mere end dobbelt så længe som 2. Verdenskrig varede.

Fra et diffust udgangspunkt er der på det seneste kommet større fokus på formålet med indsatsen og ambitionsniveauet. Det er lykkedes at bekæmpe Al Qaedas mulighed for at have baser for deres internationale terrorisme. Og vi har arbejdet hårdt for at skabe grundlaget for en afghansk administration.

Alligevel breder der sig en international forståelse af, at vi som led i koalitionens overdragelse af sikkerhedsansvaret til afghanerne og den parallelle nedtrapning af den internationale militære tilstedeværelse frem mod 2014, skal forberede os på, at ikke alle de resultater vi har opnået vil være langtidsholdbare. Den tanke, at nogle af de hårdt tilkæmpede resultater kan gå tabt, kommer vi simpelthen ikke uden om at  vænne os til.

Jeg synes det er i alles interesse at være ærlige om det: Afghanerne må og skal selv tage ansvaret for deres sikkerhed, fremtid og udvikling.

Og vi må allerede nu se i øjnene, at et fredeligt, stabilt og demokratisk Afghanistan, frit for oprørsgrupper og med et styre der respekterer det enkelte menneskes rettigheder, vil tage mange år at nå.

De afghanske myndigheder står overfor en kolossal udfordring når de i langt højere grad skal stå på egne ben efter 2014. Det er min vurdering, at de på en række områder ikke vil være i stand til at løfte den opgave. Så der er en reel risiko for tilbageslag, og vi må være indstillet på fortsat at bistå det afghanske samfund, efter at kamptropperne trækkes ud i 2014.
Jeg vil gerne understrege – og dette er ikke en kritik, ikke på nogen måde, af de mænd og kvinder som har leveret en stor indsats i Afghanistan. Men vi må være realistiske: ikke alle de mål der oprindeligt blev sat vil kunne indfries. Og nogle af de resultater der er opnået risikerer at gå i stå eller forringes.

Det er helt afgørende at vi i årene frem mod 2014 fokuserer vores militære indsats på dét, der er nødvendigt for at sikre, at Afghanistan ikke igen bliver et arnested for international terrorisme. Og at vi tager grundigt ved lære af de dyrekøbte erfaringer, som indsatsen har givet os.

For det er et langt sejt træk at skabe et mere stabilt udviklingsspor for lande som Afghanistan.

Af andre vigtige indsatsområder for danske stabiliseringsinitiativer finansieret gennem freds- og stabiliseringsfonden kan jeg nævne Libyen, Sydsudan og Libanon. Men jeg vil også her gerne appellere til realisme:

Frygtens årti var nemlig præget af en stor dosis ideologisk bragesnak og en tænkning som var virkelighedsfjern. Den neokonservative tænkning om, at man på kort tid og med militære magtmidler kunne skabe demokrati i Mellemøsten, var en illusion.

Nej, vi må få realismen tilbage i sikkerhedspolitikken. Tag et eksempel som Libyen, som jeg besøgte for et par uger siden. De har haft 42 års diktatur. De borgere der i Libyen har prøvet noget der bare ligner en valghandling, er over 60 år gamle. Kan vi så, efter bare få måneder, forvente at de står klar med demokrati, retsstat, retssikkerhed og menneskerettigheder? Nej, selvfølgelig ikke. Det her tager tid. Det kommer til at tage lang tid. Og vi er slet ikke sikre på at det lykkes. Men vi har i det mindste håbet om en positiv udvikling – hvad der var utænkeligt så længe Gadaffi sad på tronen.

Jeg er optimist, sådan pr. natur. Noget mine rådgivere nogle gange ryster lidt på hovedet af. Men jeg blev oprigtig opløftet over det Libyen, jeg fik set lidt af for nylig. Også selv om jeg ved, at der er mange problemer.

For husk lige på: Da Danmark blev befriet i maj 1945 var der også et retsopgør, hvor både skyldige og uskyldige blev lagt for had, myrdet, fik klippet håret af og sat bag på åbne lastbiler til spot og spe. Lige her uden for døren, her i ellers så fredelige Aarhus. Og vel at mærke efter kun 5 års besættelse.

I Libyen har de aldrig haft et demokrati – men de kæmper for at få det. Så jeg appellerer til tålmodighed. Og jeg appellerer til realisme.

Mit andet fokusområde som udenrigsminister er den forebyggende sikkerhed, der selvfølgelig hænger tæt sammen med den freds- og stabiliseringsindsats, som jeg netop beskrev. Man kan sige, at freds- og stabiliseringsindsatsen netop er den implementerende del af den forebyggende sikkerhed. Og det er virkelig et hjertebarn for mig. Det er det ikke mindst, fordi jeg mener, at VK-regeringen i løbet af frygtens årti, bevidst valgte at fokusere alt for meget på symptombehandling i sikkerhedspolitikken.

Der blev fokuseret alt for lidt på årsagerne bag de voldelige konflikter, terrortruslerne og de fejlslagne stater, som fortsat hjemsøger mange steder på kloden.

Vi skal bevæge os væk fra symptombehandling og over til en mere intelligent sikkerhedspolitik, hvor Danmark og vores naturligt allierede bliver i stand til at gå tidligere ind i internationale kriser. Vi skal ind, før konflikterne bryder ud i lys lue, og før terroristerne får held med at nedbryde svage statsinstitutioner.

Det er også derfor jeg netop har lanceret en ny fremadrettet og samlet strategi for nedrustning og ikke-spredning. Det er en strategi, der spænder vidt, men ikke mindst skal sætte ind over for, at kommercielt våbensalg bliver et redskab for dem, der ønsker at undertrykke deres befolkninger. Ukontrollerede våben må heller ikke bidrage til kaos og vold i hænderne på kriminelle og ekstremistiske grupper i skrøbelige stater. Det er nogle af de ting, jeg går i spidsen for at sikre gennem en international våbenhandelstraktat her til sommer. 

Det er min grundholdning, at verdens konflikter først og fremmest løses politisk og civilt. Det betyder ikke, at militære indsatser aldrig kan blive nødvendige. Det kan de. Det så vi senest i Libyen.
Men det betyder, at alle tænkelige og utænkelige forsøg på at finde en politisk løsning ad diplomatiets vej skal være udtømte, før en militær løsning kan komme på tale.

Her tænker jeg ikke mindst på en målrettet diplomatisk indsats for at inddrage regionale organisationer, så de bliver aktive medspillere for det internationale samfund - både i den civile og militære krisestyring.

Det være sig for eksempel Den Afrikanske Union i forhold til situationen i Somalia, hvor der er brug for at styrke Den Afrikanske Unions AMISOM-mission, eller Den Arabiske Liga i forhold til situationen Libyen. Alliancer med ligesindede regionale aktører på det sikkerhedspolitiske område vil blive endnu vigtigere i fremtiden. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. For regeringen er det væsentligt, at vi har alliancerne på plads, inden danske soldater sendes i krig, og at mindst 2/3-dele af stemmerne i Folketinget står bag.  Vi skal ikke i krig igen på betingelser, som vi så det i forbindelse med Irak-krigen. Aldrig mere.

En intelligent og balanceret sikkerhedspolitik må derfor i sagens natur gå på flere ben og spænde over en bred vifte af aktiviteter. Hvad der virker i én konflikt, dur ikke nødvendigvis i en anden. Det kræver viden om lokale forhold. Det kræver realisme. Det kræver evnen til at træde et skridt tilbage – ikke fra sine værdier og grundholdninger eller nationale interesser. Men et skridt væk fra ideologiske universalforklaringer eller indskrænkede eller fordomsfulde forhåndsopfattelser – så man vitterlig med troen på succes og på et oplyst grundlag, kan gå ind i konflikterne.

Det gælder lige fra udsendelse af danske militærobservatører til Sydsudan som del af FN’s UNMISS-mission, til at støtte arbejdet med menneskerettigheder og retsstatsprincipper i Irak og til at sende danske valgobservatører til parlamentsvalget i Kasakhstan her i januar.
En intelligent og balanceret sikkerhedspolitik kræver, at vi kan tænke langsigtet og er parat til at bruge tid og ressourcer på lave en masse rugbrødsarbejde i skrøbelige og uroplagede lande uden garanti for succes.

En sikkerhedspolitik kræver selvfølgelig også, at vi er risikovillige. Hvis et land af Danmarks størrelse og med begrænsede økonomiske ressourcer skal kunne forene en effektiv varetagelse af vores nationale sikkerhedsinteresser med en intelligent og velafbalanceret sikkerhedspolitik, der virkelig flytter noget til fordel for menneskerettigheder, fredsopbygning og retssamfund ude i verdens brændpunkter, så kræver det risikovillighed.

For det er farligt at operere i lande som Afghanistan og Somalia. Men vi er der jo netop fordi det er svært.

Endelig som mit tredje fokusområde i arbejdet på at sætte en ny international dagsorden, vil jeg gerne fremhæve de sikkerhedspolitiske konsekvenser af klimaændringer og grøn vækst.

Her har vi i Udenrigsministeriet gjort et stort arbejde for bedre at forstå og adressere de udfordringer, som Verden kommer til at stå med vedrørende klima og sikkerhed. Det står klart, at klimaændringerne står til at intensivere og mangedoble de globale sikkerhedstrusler, hvis verdenssamfundet ikke tager mere massivt fat på klimaproblematikken.

Klimaændringerne reducerer således allerede adgangen til rent vand og til dyrkbar jord for millioner af mennesker, der i forvejen lever i de mest udsatte regioner. Og truslen om at dét problem kun vokser er ikke til at sidde overhørig.

Tag Afrika, hvor befolkningen ventes at blive fordoblet i løbet af de næste 40 år – fra 1 milliard i dag til lige under 2 milliarder i 2050. Denne befolkningsvækst vil i sig selv lægge et enormt pres på naturressourcer og samfundsinstitutioner.

Og der vil kun opstå flere konflikter og øgede spændinger lande, regioner, stammer og etniske grupper imellem.

Når de afrikanske regeringer så oveni skal kæmpe med stadig flere naturkatastrofer, med reduceret adgang til vand, stigende fødevarepriser med folkevandringer væk fra kystnære områder på grund af stigende vandstand i ét område – og flygtningestrømme fra tørkeramte områder et andet sted – så har vi en livsfarlig cocktail.

Vand har efterhånden udviklet sig til en strategisk råvare, og det bidrager heller ikke til at mindre spændingerne i regionen. Helt grundlæggende peger vores analyser på, at truslen fra klimaforandringer risikerer at forværre og forøge de sikkerhedstrusler, som allerede ligger under overfladen i dag.

Men det er efter min opfattelse også alt rigeligt til, at verdenssamfundet bør engagere sig meget mere ambitiøst i den grønne dagsorden. Det danske EU-formandskab vil udfolde maksimale anstrengelser i den kommende tid for at sikre, at Europa får en så slagkraftig stemme som overhovedet mulig på FN’s Rio+20 -konference om bæredygtig udvikling til juni. Vores EU-formandskab repræsenterer en gylden lejlighed for os til at sætte – ikke mere kul men mere vind – bag den grønne dagsorden.

Vi husker jo alle sammen COP15 og det mildest talt skuffende resultat. I dag står Verden i en alvorlig økonomisk krise, hvor der naturligt nok er mere fokus på at skabe styr på økonomien og på skabelsen af arbejdspladser umiddelbart.

Det er forståeligt og der afkræver os også på dette område en højere dosis realisme og nøgtern forståelse af, hvilke mekanismer f.eks Rio+20 kommer til at være underlagt.

Men jeg vil gerne appellere til den højeste grad af ambition ikke desto mindre. Det skyldes ikke naivitet, men fordi jeg oprigtig mener, at klimakrisen tilbyder en vej ud af den økonomiske krise, og den økonomiske krise en vej så småt ud af klimakrisen.

Verden, ikke mindst den vestlige og de nye fremadstormende økonomier, er pinedød tvunget til at tænke i klima- og miljørigtige løsninger. Det bliver en global kraftanstrengelse. Men det rummer også et vækstpotentiale som række langt ud i fremtiden. Jeg tror der er Obama som har sagt, at man aldrig må forpasse chancen ved en krise. Den chance er der nu.

Og for Danmarks vedkommende er det nu engang sådan, at vi i dag stadig har en førerposition når det gælder gode og klimarigtige teknologier. Derfor er det et strategisk og økonomisk satsningsområde som det vil være dumt ikke at udfolde til det yderste.

En sidste ting jeg gerne vil berøre er Arktis. Det hænger også lidt sammen med spørgsmålet om realisme. For lad os være ærlige: Danmark tilbyder og har i årtier bidraget til Verden og det internationale samfund. Der står stor respekt om dansk bistandspolitik, kampen for menneskerettigheder og vores deltagelse i konflikter Verden over.

Men Danmark ER ikke en stormagt. Og selv om amerikanerne ofte er så venlige at sige at Danmark har leveret og leveret godt ”above our weight” – så er vi stadig et lille land.

Her adskiller Arktis sig. For med Rigsfællesskabet med Grønland har Danmark en geopolitisk og geostrategisk interesse og betydning som jeg slet ikke tror vi helt har forstået det fulde omfang af. Men tag ikke fejl. Også her står historien og banker på.

Og er det ikke det sikkerhedspolitik egentlig handler om? En strategisk og praktisk vurdering af, hvad der bedst sikrer vores lands interesser?

Interessen for Arktis er enorm og den er støt stigende. Danmark sidder i Arctic Five, altså med ved bordet sammen med de øvrige lande der har kyststrækninger i Arktis. Og vi sidder med ved bordet i Arctic Council, for alle lande med arktisk territorium. Og begge steder er Danmark en stor og central aktør.

Det er derfor en kæmpe udfordring for Danmark i årtierne frem – og ikke mindst for vores grønlandske venner – at varetage det ansvar og de muligheder.

Jeg elsker Grønland og har været der mange gange. Og jeg må indrømme at den smukke natur og de venlige mennesker og den særegne kultur kan risikere at få én og anden til at forfalde til at betragte området som en kæmpe nationalpark, et gigantisk arktisk svar på ”Den Gamle By”, et storslået, romantisk frilandsmuseum…

Men der bor mennesker her. Mennesker med behov for - og ret til - udvikling, ret til social, kulturel og materiel udvikling.

Og midt i alle de fristelser der byder sig til, som følge af klimaforandringerne, med adgang til uran, sjældne jordarter, olie, mineraler – er der samtidig et kolossalt ansvar for at håndtere der bæredygtigt i forhold til en ekstrem sårbar natur og et miljø og klima under dramatisk forandring.

Derfor bliver Arktis én af mine hovedprioriteringer i min tid som minister - i et tæt samarbejde med den grønlandske regering.

Det er jo næsten en floskel at sige, at alting hænger sammen. Men hør her: Store containerskibe kan komme op til 20 dage hurtigere frem fra Kina til Holland, hvis de om sommeren kan sejle ad Nordøstpassagen, og flere og flere krydstogtsskibe udforsker dele af Nordvestpassagen.

Det er en enorm CO2-besparelse, fordi handelsflåderne er blandt de største CO2-syndere.

Så hvor klimaforandringerne overhovedet giver muligheden for sejllads i området, så tilbyder det også en CO2-reduktion. Men det byder også på udfordringer, for det er farlige omgivelser at havarere i. En olietanker der forulykker på de kanter vil være en gigantisk katastrofe. Så det er store og svære udfordringer, vi står foran i Rigsfællesskabet i samarbejde med især Norge, Canada, Rusland og USA.

Kære rektor, kære opponenter og kære studerende - jeg har talt alt for længe om, hvordan jeg opfatter, at de sidste 10 års sikkerhedspolitiske udvikling har påvirket os mentalt. Og jeg har peget på nogle af de udfordringer vi står overfor med klimaforandringer og Arktis’ stigende betydning.

Men først og fremmest har mine ord vel handlet om nødvendigheden af en mere realistisk, nøgtern og konkret vurdering af Danmarks virkelige interesser og de virkemidler, der tjener Danmark bedst. Tak for Jeres opmærksomhed så langt.

Jeg ser frem til diskussionen og jeres spørgsmål. Tak.