Spring til indhold

Udenrigsministerens tale i forbindelse med FN's Menneskerettighedsdag

Udenrigsministerens tale ved Institut for Menneskerettigheders konference den 12. december 2011 under titlen ”Vil regeringen gå nye veje for menneskerettighederne?”

Tak til Institut for Menneskerettigheder og Rådet for Menneskerettigheder for at organisere denne konference i anledning af FN’s menneskerettighedsdag. Det glæder mig at få lov til at præsentere den nye regerings politik på menneskerettighedsområdet for jer, ligesom jeg ser meget frem til at indgå i en dialog.

FN’s menneskerettighedserklæring er fortsat lige så relevant i dag, som den var for 63 år siden. Vi, der er så heldige at leve i et demokratisk land, som overholder menneskerettighederne, har en politisk og medmenneskelig pligt til at forsøge at gøre en forskel. Vi kan ikke tillade os at vende det blinde øje til - vi er derimod forpligtede til at gøre en indsats for at styrke menneskerettigheder og demokrati både hos os selv og ude i verden. Vores interesser og idealer kræver, at vi yder en stærkere indsats for at udnytte globaliseringens muligheder, bekæmpe dens skyggesider, løse konflikter, fremme menneskerettigheder og støtte udviklingen af demokrati.

Konferencen i dag
Spørgsmålet, som denne konference stiller skarpt på, er, om regeringen vil gå nye veje for menneskerettighederne. Jeg håber ikke, at jeg gør de øvrige indlæg overflødige ved at besvare dette spørgsmål med et klart og entydigt: Ja!

Et godt sted at begynde er at se på, hvordan vi med udgangspunkt i regeringsgrundlaget bedst muligt kan følge op på UPR-processens udfald. Jeg ser konferencen i dag som en oplagt mulighed for at påbegynde denne opfølgningsproces.

Menneskerettigheder i udenrigspolitikken
Alle har ret til at leve et liv i frihed fra frygt og fattigdom og med frihed til at kunne ytre og udfolde sig. Når Danmark fører udenrigspolitik, er det både af hensyn til vores nationale interesser og i overensstemmelse med vores ambitioner om at bidrage til en fredeligere og mere retfærdig verden. Menneskerettighedsområdet udgør en central og integreret del af vores udenrigspolitik.

Jeg ønsker en dansk indsats for menneskerettigheder, som ikke ryster på hånden, og som bliver ført både ude og hjemme. Diplomati og dialog skal udgøre fundamentet for, hvad vi gør, samtidig med at vi fra dansk side skal turde kritisere dem, der groft krænker menneskerettigheder og krænker deres internationale forpligtelser. Der er ikke tale om et enten-eller, men et både-og.

For at styrke gennemslagskraft og troværdighed udadtil er det vigtigt, at politikken er solidt og bredt funderet herhjemme. Jeg vil derfor bestræbe mig på, at vi får genskabt det brede politiske ejerskab på menneskerettighedsområdet, som vi tidligere har haft tradition for, ligesom jeg vægter et tæt samarbejde med civilsamfundet højt. Det er af uvurderlig betydning, at vi i arbejdet for menneskerettigheder kan trække på de frivillige organisationers engagement, ekspertise og folkelige forankring.

En helt afgørende forudsætning for vores internationale arbejde med menneskerettighederne er, at vi er omhyggelige med at sikre, at de altid respekteres hos os selv. Det er min og regeringens ambition, at det nu skal det være slut med, at Danmark gradbøjer menneskerettighederne, og der skal ikke sås tvivl om, at Danmark fuldt ud lever op til sine internationale forpligtelser. Vi skal ikke være bange for at gå foran. Det kan også medføre, at andre lande også vælger at bevæge sig i den rigtige retning.

Civilsamfundets og Institut for Menneskerettigheders rolle
Dialogen med civilsamfundet er meget vigtig. Civilsamfundet bidrager til at fremhæve og dokumentere de vanskeligheder, der måtte være i forbindelse med efterlevelsen af vores egne forpligtelser på menneskerettighedsområdet. Civilsamfundet skal som en anden vagthund give hals, når der er ting, vi kan gøre bedre. Ikke mindst Institut for Menneskerettigheder spiller en vigtig rolle i dette arbejde, og som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen gøre det nuværende institut til en selvstændig institution og søge dets rolle yderligere styrket og tydeliggjort.

Også mere generelt vil regeringen søge at øge civilsamfundets indflydelse. Tag f.eks. ”Copenhagen Process”, der vedrører behandlingen af tilbageholdte i internationale væbnede konflikter. Der har været et ønske om at åbne processen mere op. Det har regeringen lyttet til, og vi sørger nu for, at civilsamfundet får mulighed for at indgå i dialog med staterne om, hvilke regler og retningslinjer, der gælder - og bør gælde - for behandlingen af tilbageholdte i væbnede konflikter.

Dialogen med andre lande
Vi skal også udvikle dialogen med andre lande. Vores ambassadører skal være synlige i debatten, og ved at udpege en særlig menneskerettighedsambassadør vil vi skabe øget fokus på den del af vores udenrigspolitik, som fremmer vores demokratiske værdier bedst. Især dialogen med den muslimske verden er i fokus for tiden, og det er vigtigt, at vi netop nu bakker aktivt op om de demokratiseringsbestræbelser, som i øjeblikket finder sted i Mellemøsten og Nordafrika, ved bl.a. at støtte udviklingen af frie medier og øge graden af ligestilling i de berørte lande.

Danske prioriteter på menneskerettighedsområdet
Af andre danske prioriteter vil jeg fremhæve ytrings-, forsamlings- og trosfrihed samt kampen mod tortur som væsentlige elementer, der er meget tæt knyttede til den sikkerhedspolitiske virkelighed, vi lever i. Det er især, når der er pres på disse værdier, at det er vigtigt at sikre dem.

Regeringens øgede fokus på rettighedsspørgsmål er også noget, som slår igennem i udviklingspolitikken. Det er således et markant element i den nye og mere rettighedsbaserede tilgang til udviklingspolitikken at mainstreame rettigheder og derved hjælpe modtagergrupperne, herunder ikke mindst de mest udsatte grupper, med selv at gøre krav på deres rettigheder.

EU’s rolle
For et lille land er det ikke nemt at fremme menneskerettigheder internationalt, hvorfor jeg tillægger det stor vægt, at man gennem alliancer med ligesindede lande kan præge den internationale menneskerettighedsdagsorden. På europæisk plan har man allerede bevæget sig et godt stykke på menneskerettighedsområdet, men Europa som kollektiv skal være mere proaktivt og dagsordensættende i værdipolitikken. Etableringen af EU’s fælles udenrigstjeneste er et positivt skridt i den retning. En samlet EU-menneskerettighedsstrategi er et vigtigt mål. Strategien skal samle og fokusere EU’s menneskerettighedsarbejde, så det får en større og bedre effekt de steder, hvor der er størst behov herfor.

FN’s rolle
Jeg ser FN som hjørnestenen i Danmarks arbejde for fred, sikkerhed, bæredygtighed og retfærdighed. I en verden under hastig forandring er det afgørende, at vi står vagt om folkeretten og de principper, der flyder af FN-aftalerne – både hvad angår retssamfundet og de individuelle menneskerettigheder.

Arbejdet i FN’s Menneskerettighedsråd i Geneve og i Generalforsamlingens 3. udvalg i New York står centralt i det internationale arbejde med menneskerettigheder. Efter nogle vanskelige første år er der tendenser til et mindre konfrontatorisk forhandlingsklima i rådet – også på nogle meget følsomme og kontroversielle områder. Der er dog fortsat en betydelig grad af polarisering, og det er derfor meget vigtigt, at vi fra dansk side bidrager aktivt til den positive udvikling, som man kan ane.

På trods af visse vanskeligheder skal man ikke undervurdere de åbenlyse fordele, der følger af, at FN-systemet omfatter alle lande, og jeg betragter det som et stort fremskridt i sig selv, at det er lykkedes for lande med vidt forskellige kulturelle og historiske forudsætninger at finde sammen for at tale og træffe beslutninger om meget følsomme emner, herunder bl.a. religionsfrihed og seksuel orientering. Så når visse kritikere fokuserer på, at forskelligheden er svagheden i Menneskerettighedsrådet, skal vi huske på, at heri ligger også styrken.

Libyens status i Menneskerettighedsrådet er et godt eksempel på, at FN-systemet faktisk godt kan reagere, når der behov herfor. Først ved at ekskludere Libyen fra Menneskerettighedsrådet på grund af regimets grove overgreb og derefter ved at vedtage beslutning om genoptagelse, da det gamle regime var blevet væltet. Dette viser med al tydelighed, at handlinger – interne som eksterne – har konsekvenser internationalt, og at det til tider langsommelige arbejde gennem diplomati og dialog over tid bærer frugt. Ejerskab og ansvar opstår ikke ved tvang men ved inddragelse, og for libyerne var det vigtigt overfor sig selv og omverdenen gennem genoptagelsen i Menneskerettighedsrådet at demonstrere, at de var villige til at påtage sig de forpligtelser, som følger med internationalt engagement og samarbejde.

Universal Periodic Review (UPR)
Vekselvirkningen mellem internationale forpligtelser og den indenrigspolitiske dagsorden er et vigtigt element i arbejdet i FN med menneskerettigheder. Universal Periodic Review (UPR) i FN’s Menneskerettighedsråd er et eksempel på en sådan proces, og den er unik i sin karakter, idet den giver samtlige FN-medlemslande mulighed for kritisk, men konstruktivt, at forholde sig til de øvrige medlemslandes efterlevelse af deres menneskeretlige forpligtelser, selv om det ikke altid sker uden politiske overtoner. Det er helt afgørende for UPR’s troværdighed og succes, at samtlige lande tager de anbefalinger, der fremsættes, alvorligt.

Som bekendt var Danmark til sin første eksamen som del af UPR-processen i maj i år. Ud af 133 anbefalinger blev de 84 accepteret. Det skal ikke være nogen leg om tal, men jeg føler mig overbevist om, at vi godt kan gøre det bedre.

Regeringen lægger meget stor vægt på, at Danmark overholder sine internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet, og at vi løbende dokumenterer dette. Den første UPR-cyklus er nu formelt afsluttet, hvorfor vi ikke kan gå tilbage og omgøre vores ageren. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at UPR-processen ikke begrænser sig til den formelle proces. På mange måder er den vigtigste del af processen perioden mellem eksaminationerne, hvor de accepterede anbefalinger skal implementeres. Det er her, vi kan og vil demonstrere, at tilgangen til menneskerettighederne har ændret sig.

For at sikre en så grundig gennemgang af anbefalingerne som muligt overvejer vi lige nu i regeringen, hvordan vi med udgangspunkt i det nye regeringsgrundlag bedst muligt kan følge op på UPR-processens udfald. En sådan proces vil naturligvis ske med inddragelse af civilsamfundet. Jeg ønsker ikke at forhåndsdiskontere resultatet af dette opfølgningsarbejde, men det er oplagt – allerede på basis af regeringsgrundlaget – at der vil være anbefalinger, som den tidligere regering valgte ikke at acceptere, som vi i den nuværende ønsker at følge.

Afslutning
De opgaver, som vi står overfor ude i verden, løser vi bedst, hvis vi tør stole på os selv og vores egne evner - også selvom verden hastigt forandrer sig. Vi skal møde verden med mere tillid og ikke søge konfrontationen, hvis der fortsat er mulighed for dialog. Lad mig afslutte med det budskab, at vi i denne regering tror på, at det er vigtigt, at et land som Danmark går forrest internationalt og påtager sig et ansvar gennem handling og ikke blot ord. Vi tror på, at vi gennem de rette handlinger i dag kan skabe fundamentet for en bedre verden i morgen.