Spring til indhold

Udenrigsministerens tale ved Københavns Universitet

Udenrigsministerens tale til ”Arab Spring – European Fall. Promoting democracy abroad while fighting crisis at home”-arrangementet den 9. marts på Københavns Universitet.

Tak for ordet og tak til Københavns Universitet, Politiken og EU-Kommissionen for det fornemme arrangement i dag.

Det er en spændende debat vi skal have her i dag. Vi er vidner til historiske begivenheder i den arabiske verden mens de udspiller sig.


Desværre foregår Europas økonomiske krise også lige nu og her. Med daglige fyringer, virksomhedslukninger og nedskæringer.

Det er den virkelighed, vi som politikere i EU skal forholde os til og finde svar på. Og det er den virkelighed, som det danske EU-formandskab sammen med Sverige og de øvrige EU-lande knokler på at få ændret på, så Europa kan komme tilbage på et vækstspor igen.

Spørgsmålet er så: Kan vi i Europa - med så store udfordringer på vores skuldre – evne at løfte blikket og forstå og handle rettidigt i forhold til de historiske begivenheder i Nordafrika og Mellemøsten?


Kender vi vores besøgelsestid, når historien banker på? Selv om vi har travlt med egne problemer?

Hvad kan EU så gøre for at hjælpe de arabiske reformkræfter?
Der skal ikke herske tvivl om, at kampen for demokrati og menneskerettigheder og for en bedre økonomisk fremtid er deres. Sådan er det.


Vi taler om lande, som praktisk taget ingen demokratisk erfaring har, som ikke har de grundlæggende institutioner, der kan understøtte et demokrati og som samtidig både skal håndtere deres befolkningers tårnhøje forventninger til revolutionernes løfter - og en voldsom økonomisk krise.


For Nordafrikas og Mellemøstens problemer rækker jo langt videre end deres aktuelle kamp for mere demokrati.


Tårnhøj arbejdsløshed, en skæv demografi, lavt uddannelsesniveau, religiøse spændinger og meget mere er i spil.


Arabiske ledere er efter årtiers negligering vågnet brat op til en uafviselig erkendelse af, at deres befolkning vil høres.


De kan ikke længere holde til at ignorere ”manden på gaden”. Derfor ser vi også for første gang, at arabiske lande i samlet flok reagerer aktivt overfor menneskerettighedskrænkelser i et arabisk naboland.


At den Arabiske Liga har påtaget sig en aktiv og positiv rolle i forhold til først Libyen og nu Syrien er en historisk nyskabelse, som vi bør lægge mærke til.


Der er ikke længere en uendelig tolerance overfor undertrykkelse af egen befolkning, men reel vilje til at indgå i et konstruktivt internationalt samarbejde, når menneskerettigheder undertrykkes groft.

Vi kan så også se, at de nye demokratier fører til valg af religiøst baserede aktører – politikere, som vi ikke tidligere har forholdt os til, og som vi nu for første gang skal forsøge at samarbejde med.

Og lad os være ærlige: Der er vist ingenting i nyere arabisk historie, som tyder på at sekulære politikere er bedre til det der med demokrati end de religiøse er. Det er den benhårde erfaring befolkningerne i regionen har gjort sig gennem årtier.


Så der er i udgangspunktet ingen grund til at hidse sig op over islamisterne har vundet valgene.  Synes jeg det er fantastisk? Nej.

Men vi må selvfølgelig se på dem, som vi ser på alle andre politikere: Har de respekt for demokratiets spilleregler? Beskytter de menneskerettigheder – også kvinders rettigheder? Forvalter de statens penge ordentligt? Gennemfører de den retsstat og den beskyttelse af den enkelte borger, som befolkningerne så eftertrykkeligt har efterspurgt? Det er det, som betyder noget i vores vurdering af de nye regeringer – ikke hvad de kalder sig eller hvordan de går klædt. (pause)


Og hvordan hjælper vi så bedst? Og skal vi overhovedet hjælpe andre, når vi selv står midt i en historisk krise?

Lad mig bare konstatere, at det er lykkedes at lave hele EU’s politik på dette område – naboskabspolitikken om – for at imødekomme vores sydlige naboer.

For ingen har på noget tidspunkt være i tvivl om, at Europa har et moralsk ansvar for at hjælpe vore naboer, og vi har en klar strategisk interesse i at vore naboer udvikler til at blive stabile demokratier.

EU’s nye tilgang til sine naboer i Mellemøsten og Nordafrika kan koges ned til ”More for More”. Dvs. mere støtte til de lande, som gør mere på reformområdet.

Med andre ord en differentieret og meritbaseret tilgang, som helt konkret bliver udmøntet i tre M’er - Money, Mobility og Markets.

Som følge af Det Arabiske Forår og på trods af den økonomiske krise i Europa besluttede EU i maj sidste år at øge sine støttebevillinger til de arabiske lande med 1,2 milliarder euro.

Og i september sidste gav vi i henhold til ”More for More”-princippet 350 millioner euro ekstra til de sydlige nabolande, der havde gjort særlige reformfremskridt.

For perioden 2014 til 2020, som er den næste 7-årige budgetperiode i EU, regner EU med at bruge 16 milliarder euro – eller 118 milliarder kroner – på sine østlige og sydlige nabolande. Det er mange penge, og det vil være en forøgelse på 23 %.

Hvilke lande, der får, hvor meget, vil som sagt afhænge af de enkelte landes reformtempo – altså ”More for More” –, men EU stiller samlet set betydeligt flere pengene til rådighed for de arabiske lande.

Med hensyn til det andet M - ”Mobility” - er EU gået i gang med at forhandle om såkaldte mobilitetspartnerskaber med Marokko, Tunesien, Libyen og Egypten.

Det handler både om øget udveksling af studerende og forskere og om nemmere visummuligheder generelt for arabiske befolkningsgrupper, der gerne vil besøge Europa.

Samtidig står EU naturligvis fast på, at der skal være en tæt sammenhæng mellem vores tilbud om øget udveksling og visummuligheder på den ene side og de arabiske landes pligt til at tilbagetage deres egne statsborgere, når nogle af dem illegalt opholder sig i Europa. Det kan ikke være anderledes.

Endelig som det tredje M – Markets – så satser det danske EU-formandskab på at intensivere forhandlingerne om de såkaldt dybe og omfattende frihandelsaftaler med Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

Med den bredde af udfordringer regionen står med, er samhandel og markedsmuligheder selvfølgelig helt afgørende for deres økonomiske perspektiver og tro på fremtiden.

Det er klart, at øget markedsadgang til de købestærke europæiske markeder vil være et kontant økonomisk skulderklap til de arabiske reformkræfter, der lige nu kæmper en historisk vigtig kamp for en bedre fremtid.

Der er ingen tvivl i mit sind om, at EU kan og bør strække sig endog særdeles langt for at bidrage til, at Det Arabiske Forår ikke visner og går i sig selv.


Det vil være en historisk undladelsessynd af dimensioner, hvis vi i Europa forpasser chancen og ikke kender vores besøgelsestid.

Og lad mig så til sidst lige sige et par ord til skeptikerne, der mener, at Det Arabiske Forår er ved at udvikle sig til en isvinter:

Til dem, der f.eks. har travlt med at kritisere det libyske Overgangsråd for, at alt ikke bliver opnået på den halve tid. Til dem vil jeg gerne minde om, at libyerne har lidt under 42 års diktatur.

De borgere, der i Libyen har prøvet noget, som bare ligner en valghandling, er alle over 60 år. Kan vi så, efter bare få måneder, forvente, at de står klar med demokrati, retsstat og menneskerettigheder? Nej, selvfølgelig kan vi ikke det. Det tager tid.


Det kommer til at tage lang tid. Og vi er ikke sikre på at det lykkes. Men vi har med de begivenheder, som vi bevidner, i det mindste håbet om en positiv udvikling, hvad der var utænkeligt så længe Gadaffi sad på tronen.

Så lad os ikke bare bevare håbet om et arabisk forår. Lad os gøre, hvad vi kan fra europæisk hold for at gøre håbet til virkelighed – uden at glemme at det til syvende og sidst må og skal slå rødder og vokse sig stærkt i regionen. Det er min udgangsreplik her i dag.

Tak for ordet.