Spring til indhold

DEBAT: Vi skal alle bekæmpe hævnporno

Debatindlæg bragt i Hillerød Avisen 11. februar 2017

Af ligestillingsminister Karen Ellemann

Gennem de seneste år er hævnporno blevet en del af den offentlige debat. Der har været en række sager, hvor især unge piger og kvinder har fået delt intime billeder på nettet. Uden deres samtykke.

Hver gang er der tale om et menneske, som er blevet frataget retten til selv at bestemme over sin krop. Som for eksempel videoen, optaget i tillid og fortrolighed til en tidligere kæreste, men som nu er blevet videredelt i en rus af sårede følelser. Eller billederne fra en sjov flirt, der er endt på en hjemmeside med et udvalg af lokalområdets piger i intime situationer. Eller e-mailkontoen hacket for indhold, der ikke var tiltænkt andre end én selv.

Vi vil gerne gøre det fuldstændig klart. Regeringen står på offerets side. Alle har ret til at sende et nøgenbillede af sig selv. Og det giver under ingen omstændigheder andre ret til at dele billedet. Med mindre de har fået lov af den, der er afbilledet.

Derfor lancerede vi i sidste uge en række forebyggende initiativer.

Der er udviklet undervisnings- og inspirationsmateriale om digitale sexkrænkelser. To film, som ungdomsuddannelserne kan bruge til dialog med forældrene om, hvordan de viser interesse for deres børns liv på nettet. Og vi minder om, at rektor har beføjelser til at sanktionere en elev, hvis vedkommende har delt krænkende materiale af andre uden deres samtykke. Uanset, om delingen er foretaget på eller uden for skolen.

Desuden gør vi det nemmere for ofre at anmelde sager om digitale sexkrænkelser. Vi klæder politiet på til bedre at kunne håndtere anmeldelserne. Og vi hæver strafferammen for digitale sexkrænkelser fra 6 måneder til 2 års fængsel.

De mange sager om digitale sexkrænkelser er udtryk for en ungdomskultur, hvor det bliver anset som sjovt og almindeligt at videresende intime billeder. Den kultur har vi alle sammen et ansvar for at sige fra overfor. Derfor er det også en del af pakken, at der løbende indsamles viden om digitale sexkrænkelser og unges adfærd på digitale medier.

Senere på året igangsætter vi en undersøgelse af unges opfattelser af køn, krop og seksualitet. Vi skal blive klogere på, hvilke forventninger de unge oplever til deres krop og seksualitet. Hvordan de forholder sig til egne og andres grænser. Og hvordan det kan være, at mere end hver femte unge mener, at det er i orden at sende andres nøgenbilleder videre.

Vi gør os ingen illusioner om, at problemet er løst fra den ene dag til den anden. Det er vigtigt, at vi alle sammen er med til at sende et klart signal om, at deling af private billeder uden samtykke aldrig er acceptabelt.