Spring til indhold

Hvem bestemmer egentlig over dit liv?

Debatindlæg af Ministeren for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, Karen Ellemann. Indlægget er bragt i Frederiksborg Amts Avis, Sjællandske samt i Nordjyske Stiftstidende under titlen "Lad os mødes og tale om frihed" den 3. november 2017

Hvem afgør, om du tager til fest? Bestemmer du selv, hvem du er kæreste med? Lader du være med at komme sent hjem, fordi det bare er nemmere? Hvad har betydning for dine valg om fremtiden?

Det store flertal af unge i Danmark har en stor grad af frihed. Men der er også en gruppe af unge, der ikke oplever det samme. De oplever, at de ikke selv kan vælge, hvad de bruger deres fritid på, hvem de må være kærester med, eller hvad de vil uddanne sig til. Deres familier, venner og naboer har alle holdninger til de små og store valg, som de unge træffer i livet. Det er det, der hedder social kontrol. Alle mener det måske godt, men det er jo kun de unge selv, der ved, hvad de virkelig ønsker.

Social kontrol

Social kontrol er ikke nødvendigvis negativ. Den kan være med til at sætte rammen for vores måde at være på og omgås hinanden. Men særligt unge fra nogle etniske minoritetsmiljøer kan opleve en stærk og negativ social kontrol, som begrænser deres selvstændighed, bevægelsesfrihed og sociale liv. Det kan have indflydelse på deres ungdomsliv, og det kan begrænse deres muligheder for at træffe egne valg i livet og deltage i samfundet.

Det kan være svært at tale om, men kun ved at skabe åbenhed og  debat kan der løsnes op for den negative sociale kontrol. Derfor inviterer jeg unge fra hele landet til et ungdomstopmøde den 28. november i Odense. Det kommer til at handle om frihed, kontrol og alt det midt imellem - og det er den gråzone, de unge sammen skal udforske.

De unge får ordet

Til topmødet får de unge ordet, og jeg håber, at de vil give deres bud på, hvad familie, venner, klassekammerater, lærere og uddannelsesinstitutioner kan gøre for at hjælpe unge, der er udsat for negativ social kontrol.

Hvis du eller nogen du kender kan genkende dilemmaerne fra din hverdag, hvis du har oplevet det på egen krop, kender nogen, der har, eller tænker, at du har noget at bidrage med på anden vis - så er du hermed inviteret til ungdomstopmødet, og jeg glæder mig til at se dig!

 

Ungdomstopmødet er for unge på ungdomsuddannelser og finder sted tirsdag den 28. november fra 10.00-17.00 på Dok5000 i Odense.