Spring til indhold

Pigerne skal på IT-toget

Debatindlæg bragt første gang i Aarhus Stifttidende den 11. februar 2017.

Minister for ligestilling, Karen Ellemann, og Adm. dir. i Microsoft Development Copenhagen, Charlotte Mark.

I dag er det FN’s internationale dag for Women and Girls in Science. Det er en påmindelse om, at vi ser alt for få kvinder i de naturvidenskabelige fag. Og at det er på høje tid, at vi gør noget ved det. Optaget af kvinder på de videregående it-uddannelser var kun på 27 procent i 2016, og andelen er væsentligt lavere, når det gælder software-udvikleruddannelserne. Fremskrivninger viser, at vi i 2030 vil mangle 19.000 IT-specialister.

Det kan vi ikke leve med. Danske virksomheder efterspørger flere IT-specialister. Og samfundet har brug for, at både pigerne og drengene udnytter alle deres kompetencer. Også inden for IT.

Det er et uomgængeligt faktum, at IT er grundlaget for fremtidens løsninger inden for mange brancher. IT understøtter komplicerede operationer, undervisning, kundeservice, retslige processer, selvkørende transport og ældrepleje. 

Men hvorfor er det så svært at få pigerne med på naturvidenskab og IT-toget? Og hvad kan vi gøre?

Undersøgelser viser, at piger ikke i samme grad som drenge bliver introduceret til naturvidenskabelige fag af deres lærere og vejledere. Og at piger og drenge typisk vælger uddannelse og karriere ud fra forskellige grundlag. Piger vælger i højere grad end drenge ud fra ønsket om at gøre en forskel eller for at arbejde kreativt.

Så det er vigtigt at vække nysgerrigheden, modet og interessen for IT i en tidlig alder, hvis vi skal have pigerne med. Vi skal forebygge myter om, at for eksempel programmering kun er for drenge.

Det var derfor en øjenåbner for mange piger, da de besøgte Microsoft - som led i Girls Day in Science - og så, at IT-branchen tilbyder begge dele.

De unge piger mødte kvindelige ingeniører, som fortalte, hvordan deres interesse blev vakt, og hvad de arbejder med i dag. De fik også selv erfaring med at skabe IT-løsninger. 

Pigerne blev overraskede over, at det ikke alene handlede om tekniske kompetencer, men også om at forstå samfundsmæssige problemer og designe gode løsninger i samarbejde med andre.

Der er brug for, at vi tager dialogen med hinanden og vores børn, så vi skaber de bedste rammer og muligheder for, at alle kan udvikle, udnytte og udfolde deres talenter.

Det kræver et bredt samarbejde mellem beslutningstagere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, studievejledere og forældre og vil være til gavn for den enkelte og for vækst og udvikling i Danmark.