Spring til indhold

Tale til Mino Danmarks arrangement

Åbningstale, Mino Danmark, Københavns Hovedbibliotek, 8. marts 2018.

Tak for ordet og tak fordi jeg må åbne jeres arrangement. Det har jeg glædet mig til.

Kvindernes international kampdag er mere end 100 år gammel. Gennem tiden har der været mange forskellige kampe at kæmpe.

Engang måtte kvinder ikke tage en uddannelse på lige fod med mænd, fordi nogle mente, at kvinder kunne tage skade af så meget viden – ja ligefrem at livmoderen kunne tage skade.

Vi er heldigvis kommet videre. I dag er Danmark blandt de mest ligestillede lande i verden. Det glæder jeg mig over. Men der er stadig kampe, der skal kæmpes, viden der skal spredes, og tabuer der skal brydes.  

For mig er det største ligestillingsproblem i Danmark manglen på ligestilling i visse etniske minoritetsmiljøer. Det er ikke det eneste ligestillingsproblem, vi har, men det er det største. 

Det siger jeg velvidende, at jeg selvfølgelig ikke kan eller vil skære alle personer med ikke-vestlig baggrund over én kam. Men vi må heller ikke falde i den grøft, hvor vi ikke tør tale om ligestillingsudfordringerne eller tage et opgør der, hvor det er nødvendigt.

Mit mål er klart. Alle piger og kvinder i det danske samfund skal have de samme rettigheder og muligheder. Og kvinder og mænd skal være ligeværdige.

Din fremtid skal ikke først og fremmest afgøres af, om du er født som pige eller dreng. Det har vi gennem generationer arbejdet for, og det er i dag udgangspunkt for vores demokrati og en grundlæggende frihedsrettighed. Sådan er det i Danmark. Det skal vi holde fast i. 

Det handler om basale frihedsrettigheder. Om at den enkelte frit kan udfolde sig uafhængigt af køn, seksualitet - og uanset om man gennem generationer har levet her i landet eller ej.

Det handler om den personlige frihed, og om at den enkelte kan udnytte sit potentiale, så langt talentet rækker. For mig er ligestilling en kamp for den personlige frihed.

Lad mig slå fast. Ligestilling mellem kønnene gælder for alle og kan ikke gradbøjes.

Sara Omar sagde i sin nytårstale, at hendes håb var, at 2018 er året, hvor mange flere nydanske kvinder tør tage bladet fra munden og gå efter deres drømme. Jeg deler hendes ønske, og jeg er optimistisk.

Der er i dag mange stærke stemmer – både kvinder og mænd - som insisterer på åbenheden og dialogen om social kontrol og manglende ligestilling i visse etniske minoritetsmiljøer.

Arrangementet her i dag vidner netop om den dialog og åbenhed. Det vidner om, at tabuer brydes, og at der insisteres på frihed for den enkelte, og det gøres med respekt.

I, der er her i dag, er rollemodeller for andre piger og kvinder. Det er der brug for. Der er brug for at vise, at kvinder og piger har ret til frihed, ret til frit at vælge uddannelse, kæreste og ægtefælle. Der er brug for at vise, at det nytter at sige fra, tage opgøret og at vælge frit. Og der er brug for dialog.

I november holdt jeg et Ungdomstopmøde, hvor mere end 130 unge deltog. Vi snakkede om valg i livet i forhold til uddannelse, fritid og kærlighed – og om friheden til at vælge. Det var seje unge, der var med.

De var vildt engagerede, og de delte ud af egne erfaringer, og der blev sat ord på. En ung pige forklarede fx hendes hverdag ved at sige – vi har pensum både i skolen og hjemme.

En anden unge kvinde fik meget fint sat ord på, hvordan vejen til frihed, for nogle er opdelt i flere etaper. For én ting er at erkende, at man ikke har samme muligheder som fx jævnaldrende mænd. Det kan tage lang tid at nå dertil.

Men derefter skal man så gøre op med sig selv, om man vil gøre noget for at ændre det. Og for nogle kan den beslutning betyde, at de blive udskammet, eller i sidste ende at de skal bryde med familie og lokalsamfund.

De piger og kvinder, der er i gang med den rejse, eller overvejer at starte den, skal støttes og bakkes op.

Som ligestillingsminister vil jeg stille mig i front. Kæmpe for deres ret til frihed – og lige muligheder. Og kæmpe for et opgør med de rygtesamfund, hvor kvinder og pigers ærbarhed tæller mere end deres rettigheder og frihed. 

Noget af det der gik igen på ungdomstopmødet var, at de unge efterspurgte mere åbenhed og dialog. Det gjorde de både på baggrund af egne erfaringer om hemmeligheder, men også fordi en del havde gode erfaringer med at være åbne og gå i dialog med deres forældre.

Deres råd til mig som ligestillingsminister var at blive ved med dialogen. Og blive ved med at tale om frihed og retten til at bestemme over eget liv. Og at inddrage forældregenerationen.

Og det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg vil blive ved med at stille spørgsmål og være nysgerrig, for det tror jeg sætter gang i refleksion.

Det oplevede jeg også tidligere i dag, hvor jeg var på besøg hos Kringlebakken i Nordvest og snakkede med 30 nydanske kvinder. Vi talte om valg - både i deres egne og i deres børns liv. Og der var en livlig debat, selvom det er svære emner.

Både Ungdomstopmødet, mit møde på Kringlebakken og jeres arrangement her i dag viser mig, at vi kan komme langt med en åben dialog, hvor der er plads til både de svære emner og de gode historier.

For mig er det en kulturkamp. Med særlig fokus på, at piger og kvinder skal kunne gøre, hvad de har lyst til og drømmer om. Komme med på lejrskole. Tage den uddannelse, de har lyst til. Få en kæreste på det tidspunkt, de ønsker. Blive gift med den, de elsker

Derfor må vi ikke vende det blinde øje til, når vi møder piger og kvinder, som ikke kan udnytte de muligheder andre kvinder og piger har.

Og når jeg kigger på jer her i salen og ned over listen af inspirerende indslag i aften, så er jeg sikker på, at der sker rigtig meget positivt lige nu. Der er momentum. i er bare ikke i mål endnu.

Alle os der kan, skal være med og støtte op. Vi må ikke have berøringsangst, selvom det er svære emner.

Vi kan frygte en ”os og dem”-retorik, men frygten må ikke stå i vejen for den enkeltes frihed. Vi må ikke lukke øjnene og tænke, at det tager andre sig af, eller at det løser sig nok.

Som Sara Omar siger, så skal vi række hånden ud og vise vores opbakning. Med respekt og forståelse. Vi skal turde tale om problemerne og være med til at bryde tabuer.

Det håber jeg, at I vil være med til – også efter i aften. Som de rollemodeller, I er. Der er behov for at dele de gode historier om valg og muligheder, og også historierne om, hvor det var svært. For på den måde kan I være med til at vise vejen for andre piger og kvinder, der ønsker friheden til selv at vælge.

Så lad os sammen arbejde for, at 2018 bliver året, hvor flere etniske minoritetspiger- og kvinder taler og dermed giver andre mod til at tage en frihedskamp.

Lad os sammen sprede rygtet om frihed de steder, hvor rygtesamfundet stadig hersker over kvinder og pigers frihed.

Jeg er optimistisk, når jeg ser på opbakningen og fremmødet i dag.

Tak for ordet og rigtig god kampdag – og godt kampår!