Spring til indhold

Vi er blandt verdens bedste

Debatindlæg bragt i Nordjyske Stiftstidende den 6. marts 2017

I Danmark er det med ligestilling som med håndbold. Vi var med helt fra starten, vi er med til at udbrede det internationalt, og vi hører til blandt verdens bedste.Vi var blandt de første lande, der indførte valgret for kvinder. I Danmark udgør piger over halvdelen af det samlede optag på vores videregående uddannelser. Og vi er et af de lande i verden, hvor flest kvinder arbejder uden for hjemmet.Men når det er sagt, så er der stadig nogle områder, hvor vi kan gøre det bedre. Hvor manglende ligestilling forhindrer det enkelte menneske i at udfolde sit talent frit, udnytte sine evner og udleve sine drømme. Og derfor ligger vi ikke helt i toppen på ligestillingens verdensranglister.

Det skal vi have gjort noget ved. Og regeringen er i fuld gang. Ikke ved at indføre kvoter i forhold til flere kvinder i bestyrelser, tvungen barselsorlov for mænd eller anden form for tvang og lovgivning. Det er ikke vejen frem for en borgerlig-liberal regering. For at skabe forandring er vi nødt til at skabe debat. Vi skal sætte ligestilling på dagsordenen i Danmark, puffe til holdninger og opnå kulturforandringer i samfundet. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden tør udfordre hinanden. At vi tør stille spørgsmål og diskutere ligestilling. Så vi sammen kan rykke ved nogle af de normer, der ligger til grund for mange af nutidens ligestillingsudfordringer. Ikke mindst når emnerne bliver ømtålelige.

Det gælder blandt andet de store udfordringer, vi møder i nogle etniske minoritetsmiljøer, hvor ligestillingen mere eller mindre er sat ud af kraft. Hvor drenge og piger begrænses af negativ social kontrol, manglende ligestilling og forældede kønsroller og æresbegreber, der ikke hører til i Danmark. 21 procent af de unge nydanske kvinder og 17 procent af mændene oplever, at deres familie begrænser valget af kæreste eller ægtefælle. Det er særligt pigerne, der er udsatte, fordi familiens samlede ære i høj grad hænger sammen med pigernes ærbarhed. Det kan vi ikke leve med. Vi skal insistere på, at ligestilling er for alle. Ligestilling kan og skal ikke gradbøjes efter religion, tradition eller boligområde. Derfor vil jeg aktivt fokusere på de nydanske unge. Vi kan ikke tage kampen for dem, men vi kan være der med åbenhed, støtte, oplysning og debat. Regeringen planlægger blandt andet at oprette et landsdækkende netværk af unge meningsdannere, der skal skabe dialog, debat og udbrede kendskabet til ligestilling i etniske miljøer. En oplysningsindsats om rettigheder og ligestilling målrettet henholdsvis mænd og kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. Og vi laver et ungdomstopmøde om ligestilling og negativ social kontrol blandt unge i etniske minoritetsmiljøer.

Et andet ligestillingsproblem handler om fysisk og psykisk vold og seksuelle overgreb i nære relationer. Det skønnes, at cirka 33.000 kvinder og 13.000 mænd hvert år udsættes for fysisk partnervold. Særligt kærestevold blandt unge er meget udbredt. Vi skal blive ved med at holde fokus på, at vold aldrig kan accepteres. Det hører slet ikke med til spillet. Derfor sætter vi nu også ind med rådgivning og vejledning af voldsudsatte, deres pårørende og fagfolk gennem en ny national enhed om vold i nære relationer. Derudover har jeg som ligestillingsminister sammen med Bryd Tavsheden og Det Kriminalpræventive Råd gennemført en landsdækkende konkurrence under temaet ’min krop, mine regler’. Det er blevet til 254 kreative bidrag, der skal skabe en øget bevidsthed om egne og andres fysiske grænser blandt skoleelever.

Et andet problem i samme boldgade, men på nettet, er digitale sexkrænkelser, bedre kendt som hævnporno. Vi oplever, at unge – særligt unge kvinder – bliver krænket ved at andre deler private billeder af dem på nettet – uden samtykke. Som for eksempel videoen, optaget i tillid og fortrolighed til en tidligere kæreste, men som nu er blevet videredelt i en rus af sårede følelser. Eller billederne fra en sjov flirt, der er endt på en hjemmeside med et udvalg af lokalområdets piger i intime situationer. Det er helt uacceptabelt. Alle har ret til at sende et nøgenbillede af sig selv. Og det giver under ingen omstændigheder andre ret til at dele billedet. Med mindre de har fået lov af den, der er afbilledet. Ofre for hævnporno har ingen grund til at skamme sig. Men det er skammeligt at dele billeder af andre uden deres samtykke. Derfor lancerede regeringen for et par uger siden en række initiativer, der sætter fokus på digital dannelse blandt unge, støtter ofrene og hæver strafferammen for digitale sexkrænkelser fra 6 måneder til 2 års fængsel. Jo, vi mener det faktisk ret alvorligt, når vi siger, at regeringen står på offerets side.

Jeg indledt med, at piger udgør over halvdelen af det samlede optag på de videregående uddannelser, og at Danmark er et af de lande i verden med den højeste erhvervsfrekvens for kvinder. Det er godt. Men i forhold til uddannelse og arbejdsmarked er der også plads til forbedring. Sagen er, at alt for få kvinder vælger naturvidenskabelige studier. For eksempel udgjorde kvinderne kun 27 procent af optaget på de videregående IT-studier i 2016. Det skyldes blandt andet, at piger ikke bliver introduceret til naturvidenskabelige fag af deres lærere og vejledere i samme grad som drenge. At der kan eksistere faste opfattelser af, hvordan man skal være som dreng eller pige – og hvad man skal interessere sig for. Og at piger i højere grad end drenge vælger uddannelse ud fra ønsket om at gøre en forskel eller for at arbejde kreativt.Men vi kan ikke leve med, at vi på den konto går glip af talenter og faglig mangfoldighed. Vi skal derfor vække nysgerrigheden, modet og interessen for IT i en tidlig alder hos både drenge og piger. Vi skal forebygge myter om, at for eksempel programmering kun er for drenge. Ikke bare for pigernes skyld, men for samfundets skyld.

I erhvervslivet bliver der stadig kortere mellem kvinderne i bestyrelser og topledelser i de største danske virksomheder. Ifølge en ny DI-analyse er andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer mere end fordoblet fra 10 procent i 2008 til 26 procent i 2016. Og det er ikke sket som et resultat af tvang i form af kvoter, men fordi virksomhederne selv søger mangfoldigheden. Fordi det kan måles på bundlinjen. Der er også en velkendt skævhed i forhold til forældreorloven. Men igen er det ikke denne regerings ønske at indføre øremærkning og tvang i forhold til, hvordan den enkelte familie fordeler orloven. Men det betyder ikke, at vi ikke skal skubbe på udviklingen og fremme en kultur, hvor det er ligeså naturligt, at far tager orlov, som at mor gør det. Vi går efter at oplyse og motivere mændene til at tage deres del af orloven. Både af hensyn til dem selv, til børnene, til mødrene og fleksibiliteten i familierne - og af hensyn virksomhederne, der bliver mere attraktive og konkurrencedygtige, når de skal tiltrække og fastholde fremtidens arbejdskraft. Sammen med virksomheder og organisationer vil jeg i de kommende år sætte fokus på at fremme fædres orlov med ”Aktion Fars Orlov”.

TIl sidst vil jeg nævne, at vi i Danmark desværre stadig ser problemer med diskrimination og manglende accept af LGBTIpersoner. Udfordringerne starter allerede i skolealderen, hvor elever, ifølge flere undersøgelser, oplever negative kommentarer på grund af deres seksuelle orientering. Også her har vi en forpligtelse. Vi skal bekæmpe homofobi og fremme muligheder for alle. Det samme gælder i øvrigt for sportens verden, hvor jeg blandt andet vil være med til at sætte fokus på homofobi sammen med Spillerforeningen på danske fodboldstadions i forbindelse med kampe i Superligaen. Sport er for alle. Ligestilling indbefatter, at ethvert menneske frit kan bestemme over egen krop og eget liv. At alle – uanset etnicitet, køn, seksualitet eller kønsidentitet, har frihed til at være den, man nu engang er. Og på en række områder er der behov for, at vi gør en ekstra indsats, så vi kan ”vinde medaljer” i ligestilling i samme omfang som i håndbold.